Vilslevgruppen

Vilslevgruppen det danske fællesskab er for unge mellem 15-30 år, som lider af en alvorlig kronisk sygdom og enten er organtransplanteret eller skal transplanteres i fremtiden, som følge af organsvigt.

Vilslevgruppen er skabt af unge med organsvigt, for unge med organsvigt og i Amalie Vilslevs navn arbejder vi frivilligt for at forbedre tilværelsen før, under og efter organtransplantation.

Her på vores hjemmeside kan du læse nærmere om vores arbejde, hvordan du kan støtte Vilslevgruppen, samt læse om vores mange støttetilbud og få unik indsigt i livet som ung med organtransplantation helt tæt inde på livet.

Vilslevgruppens ordinære generalforsamling 2026

Kære medlem af Vilslevgruppen 💜

På vegne af bestyrelsen har jeg hermed fornøjelsen af at indkalde jer til Vilslevgruppens ordinære generalforsamling 2026.


Dato:
Lørdag den 12. december 2026 Tid: Kl. 10.00–11.00
Sted: Online via Microsoft Teams
Deltagelse: Link til generalforsamlingen fremsendes forud for mødet.


Generalforsamlingen afholdes i henhold til Vilslevgruppens vedtægter, § 5, og er medlemmernes mulighed for at få indblik i foreningens arbejde, økonomi og fremtidige udvikling samt gøre deres indflydelse gældende.


Dagsorden

1. Valg af dirigent, referent og stemmetæller

2. Bestyrelsens beretning om foreningens arbejde i 2026

3. Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse
- Gennemgang af foreningens økonomi.
- Fremlæggelse af årsrapport og regnskab.

4. Valg af medlemmer til bestyrelsen
I henhold til beslutningerne på den ordinære generalforsamling den 23. november 2025 er følgende bestyrelsesmedlemmer på valg:
- Mads Sebbelov (bestyrelsesformand)
- Ole Vilslev (bestyrelsesnæstformand)
- Anne-Dorte Noes Vilslev (bestyrelsesmedlem)
- Frederik Kongeskov Falkenberg (bestyrelsesmedlem) - valgt for ét år i 2025

5. Valg af revisor

6. Eventuelle forslag fra bestyrelsen eller medlemmerne

7. Eventuelt


Praktiske oplysninger

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal i henhold til vedtægternes § 5.7 fremsendes skriftligt til driftsgruppen og bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen, dvs. senest lørdag den 28. november 2026. Forslag kan fremsendes til info@vilslevgruppen.dk

I henhold til vedtægterne har medlemmer, der har været medlem af foreningen i mere end tre måneder, stemmeret på generalforsamlingen. Hvert stemmeberettiget medlem har én stemme. Eventuelle forslag til vedtægtsændringer fremsendes til medlemmerne sammen med det øvrige materiale, så alle har mulighed for at gennemlæse forslagene inden generalforsamlingen.


Afslutning

Jeg håber, at så mange som muligt har lyst og mulighed for at deltage.

Vilslevgruppen er skabt af unge med organsvigt og for unge med organsvigt. Vores fællesskab bygger på engagement, åbenhed og et fælles ønske om at forbedre tilværelsen for unge før, under og efter en organtransplantation.

Jeres engagement og indflydelse er vigtig for vores fortsatte arbejde, og jeg ser frem til en god og konstruktiv generalforsamling💜


Mads Sebbelov

Bestyrelsesformand, Vilslevgruppen


Kære donor - tak for livet

Hver gang et menneske modtager et organ, modtager de livets gave. En gave, hvor de ikke kender afsenderen, og heller aldrig kommer til det. En gave, som kun muliggøres af et smukt og uselvisk valg om at være organdonor. En gave, som kan betyde en barndom, en ungdom og et voksenliv, for et menneske, som ellers ikke ville overleve.

I en podcast fra Vilslevgruppen sætter organtransplanterede unge fokus på livet efter deres transplantation. De unge har hver især skrevet et brev til deres donor, som læses højt i podcasten. Et brev fyldt med taknemmelighed for det valg, som forvandlede død til liv. I podcasten sendes en tak ud i universet, og der taler om det ungdomsliv, som nu kan leves, fordi en anden valgte at give livet videre.