Bliv en del af Vilslevgruppen
Der er mange måder, hvorpå man kan være medlem i Vilslevgruppen. Nogle forholder sig sommetider passive, mens andre tager aktivt del af netværket. Der er intet, der hverken er rigtigt eller forkert, for som medlem af Vilslevgruppen er det frit i forhold til, hvordan man vil indgå. Om man vil benytte sig af Vilslevgruppens støttetilbud eller søge nye venskaber, dele sine oplevelser og erfaringer eller se lidt til fra sidelinjen, det er helt op til den enkelte. Herunder kan du møde seks af Vilslevgruppens medlemmer, som deler deres tanker om, hvad Vilslevgruppen er for dem.
Annika Christensen
"Vilslevgruppen er for mig blevet et sted, hvor jeg kan sænke skuldrene i hele det kaos, der er sygdom. Jeg er set og forstået, og her finder jeg motivation til at kæmpe. Og så har jeg verdens bedste heppekor i mine venner fra Vilslevgruppen."
Isabella Thomsen
"I Vilslevgruppen har jeg fundet sammenhold og uvurderlig støtte. Jeg har jeg fundet et fællesskab som jeg kan spejle mig i. Det har for mig betydet, at jeg ikke længere føler mig alene i, at være ung og have gennemgået et alvorligt forløb med organsvigt. Både støttetilbud og mit netværk gennem Vilslevgruppen, er en af de største grunde til at jeg står stærkere i dag, efter min transplantation."
Anika Brammann
"Vilslevgruppen er et frirum, hvor man kan tale om både stort og småt. Det er et unikt fælleskab, som er med til, at jeg føler mig set, hørt og ikke føler mig alene - for vi er alle sammen ens. Vi forstår hinanden, på en helt special måde."
Hanna Grelck
"Vilslevgruppen har givet mig alt det jeg manglede gennem mit sværeste sygdomsforløb som 16-årig. Og ikke desto mindre har det helet nogle af de ar, og givet den fællesfølelse af at passe ind og kunne dele hårde ting, som kun et menneske, der har mærket på egen krop, kan genkende."
Jeppe Wulff Nørholm
"For mig personligt er Vilslevgruppen et sted, hvor man kan udveksle erfaringer. Når man går igennem et forløb, hvor endestationen er at blive transplanteret med et nyt organ, så er det de færreste i ens omgangskreds, der kan sætte sig fuldt ind i det; selv personalet kan det heller ikke altid. For mig er denne gruppe derfor blevet et fællesskab, hvor alle kan forstå de tanker og det sygdomsforløb man har været igennem."
Sille Dalby
"Jeg synes, at vilslevgruppe er et mega rart fællesskab at have, da man tit kan føle sig alene, som ung og syg. At kunne snakke og relatere med andre unge i samme situation er en kæmpe hjælp! Den støtte, som gruppen og dens medlemmer giver, er også virkelig rar at vide, at man har."
Meld dig ind i Vilslevgruppen
Er du ung mellem 15-30 år, som er organtransplanteret eller skal transplanteres i fremtiden, så tøv endelig ikke med at bliv en del af fællesskabet i Vilslevgruppen. Med et medlemskab i Vilslevgruppen følger et kontingent på 300 DKK. Kontingentet dækker over hele indmeldelsesperioden. Det vil altså sige, at kontingentet er et engangsbeløb, og man har altså ret til at ansøge om støtte helt indtil man fylder 31 år.
Herunder kan du udfylde indmeldelsesformularen, hvorefter du vil modtage en mail med alle nødvendige oplysninger for indmeldelse i Vilslevgruppen. Vi glæder os til at tage godt imod dig!