Hejsa! Mit navn er Anika Brammann, jeg er 22 år gammel og kommer fra Augustenborg, på Als. Her er min historie.

Jeg er født med en alvorlig og sjælden hjertefejl, som hedder Hypoplastisk venstre hjertesyndrom (Hypoplastic left heart syndrome - HLHS) som betyder, at venstre hjertekammer er meget lille og underudviklet og uden nogen pumpefunktion. Årsagen er ukendt, men skal behandles hurtigt, ellers overlever man ikke. Jeg nåede at være på 4 forskellige sygehuse inden jeg var 4 dage gammel.

Jeg fik hjertestop da jeg var 2 dage gammel, og blev nøddøbt på Skejby Sygehus. Jeg fik min første åbne-hjerteoperation på Rigshospitalet, da jeg var 7 dage gammel, igen da jeg var 1 1/2 år og da jeg var 3 år. Her lavede de mit kredsløbssystem om til, at mit blod blev iltet i lungerne i stedet for i hjertet, for at jeg overhovedet kunne overleve. 

Jeg har tilbragt sammenlagt rigtig mange år på Rigshospitalets børnehjerteafdeling, altid sammen med min mor, far og lillesøster. Jeg har også været i narkose og fået taget blodprøver, så mange gange, at jeg ikke har tal på det, og været i hjerte- lunge maskine rigtig mange gange.

Da jeg var 6 år gammel, begyndte det at gå ned af bakke igen og jeg kom derfor på medicin i pilleform og livsforlængende medicin, i form af indsprøjtninger. Det skulle foregå 2 gange dagligt i de næste 7 år. Først i lårene, da de så havde dannet for meget arvæv og gjorde for ondt til at stikke i, begynde vi også at stikke i maven. Eller rettere sagt, min mor stak og min far holdte mig for at jeg lå stille, fordi jeg var så bange, hver eneste gang.

I alt er jeg blevet opereret i alt 4 gang inden min hjertetransplantation. Jeg kom på ventelisten til et ny hjerte, da jeg var 13 år gammel. Lægerene kunne se, at medicinen ikke virkede længere, og at den sidste "udvej" var at få en hjertetransplantation.

Sommeren 2014 blev jeg dårligere og var indlagt en del på Sønderborg Sygehus og Rigshospitalet. Jeg fik en masse medicin, som jeg blev rigtig dårlig af. Jeg prøvede så vidt muligt at følge med i skole og finde kræfter og overskud til mine kammarater, veninder og familie, imens jeg blev mere og mere syg og tilbragte mere tid på sygehuset.
Jeg ventede 3 mdr. på opkaldet til mit nye hjerte.

3 måneder senere på min på min 14 års fødselsdag🇩🇰, da hele min familie og jeg hyggede, spiste lagkage og fejrede mig, ringede min mors telefon, de havde et donor-hjerte som passede til mig.

Jeg var indlagt på Rigshospitalet 2 mdr. efter min transplantation. Her fik vi også lige prøvet at fejre jul og nytår på sygehuset. For mit vedkommende var tiden efter transplantationen pisse hård, da jeg var indlagt i hele 2 måneder efter. Min krop havde svært ved at komme sig igen og ville ikke acceptere det nye hjerte.

Jeg lå 9 dage på intensiv afdelingen, 5 dage med åben brystkasse, hvor jeg var i respirator. Jeg lå 3 uger på voksen intensiv-hjerteafdelingen og efterfølgende blev jeg overflyttet til børnehjerteafdelingen i isolation, fordi jeg fik immundæmpende medicin, som gør mit immunforsvar svagere, og som jeg skal tage resten af mit liv.

Jeg havde ligget stille rigtig længe efter operationen, og skulle derfor lære at gå igen, spise selv og hjælpes i bad og på toilet.

Kun 14 dage inden jeg kom hjem, fandt de endelig en løsning på, hvorfor min krop ikke ville acceptere det nye hjerte, og efter 2 måneder kunne jeg langt om længe komme hjem. Der skulle jeg være hjemme i isolation i 4 måneder, inden jeg stille og roligt kunne begynde i skole igen. 

Jeg skulle til kontrol på Riget hver 14. dag, for at se om der var afstødning, og få taget en biopsi, hvor de tager et lille bid af hjertet. Der var et par afstødninger, men heldigvis ikke nogle der var alvorlige.
Jeg ved, at det har været lige så hårdt for min familie at stå på sidelinjen og følge med, som det har været for mig, hvis ikke hårdere…

Jeg er evig taknemmelig for deres støtte, jeg kunne aldrig have gjort det uden dem.

Det er nu 8 år siden og jeg har aldrig haft det bedre. Jeg har et smukt ar på min brystkasse, jeg har også mange ar fra hvor jeg har haft dræn i kroppen og alle fra de indsprøjtninger jeg har fået, som sætter præg på alt det jeg har været i gennem og overlevet.

Jeg tager rigtig mange piller 2 gange dagligt, altid på bestemte tidspunkter, hvor jeg har en alarm på min telefon, som husker mig på det og jeg går stadig til kontrol på Riget. Jeg har efterfølgende fået diabetes 2, som jeg tager medicin for, men det er bare en lille ting i forhold til hvad jeg alt har været igennem.

I 2021 gennemførte jeg en uddannelse som social- og sundhedshjælper, og på nuværende tidspunkt er jeg igang med at læse videre til social- og sundhedsassistent. Jeg vil gerne være med til at hjælpe de mennesker, der har mest brug for det.

Jeg er evigt taknemmelig for mit liv. Til slut vil jeg sige tak, fordi jeg måtte dele min historie med jer, og tak fordi i ville læse med.

Masser af kærlighed, Anika ❤️