I sommeren 2022 gennemgik jeg en multiorgantransplantation for anden gang i mit liv.

Nogle lever fint med deres donororganer hele livet, men andre organer kan kun holde et begrænset antal år. Jeg har altid vidst, at det med min type transplantation er svært at nå til en re-transplantation, fordi mange er for syge og desværre dør inden.

For 15 år siden, da jeg var kun 5 år gammel, fik jeg min første multiviseral-transplantation i England. Det betyder, at jeg modtog en ny tarm, lever og bugspytkirtel fra samme donor. Operationen er så vanskelig og sjælden, at den endnu ikke udføres i Danmark. Efter 5 måneders hård indlæggelse kom jeg hjem, og en ny hverdag begyndte. 

Min donor havde reddet mit liv; min donor gav mig en barndom med skolegang, veninder og ferier. Min donor gav mine forældre deres lille pige tilbage, en pige der ikke længere var levergul over hele kroppen og koblet til slanger 24/7, men som i stedet kunne hoppe på trampolin og sove hos veninder.

I 2019 blev min donorlever syg og jeg kom tilbage på venteliste til samme type transplantation - jeg overvejede at sige nej.

Jeg havde svært ved tanken om at skulle igennem noget så voldsomt en gang til. Men hvad gør man ikke for livet? En ny transplantation var min eneste mulighed for at overleve. Jeg ventede 3 år, før opkaldet kom.

D. 25. juli 2022 var der match - et perfekt match.

Endnu engang lå jeg i England. Jeg kom godt over på den anden side af min anden transplantation. 'Der er lang vej igen, men jeg lever', kan jeg huske, at jeg tænkte.

Jeg har fået et lod mere - et lod til at leve livet, hårdt og godt.

Jeg var her ikke i dag uden mine to donorer. Hvert år fejrer min familie og jeg min transplantationsdag med kage og en ekstra tanke til donors familie. Det er en helt unik gave, og den kommer med en taknemmelighed, som vi bærer med os resten af livet.

Det her billede blev taget tilbage i oktober 2022, da jeg lige havde landet mit første "rigtige" arbejde. Mit hår var en af mine yndlingsting og goddam jeg red på den vildeste bølge af lykkerus, stolthed og power over, at jeg lige havde overlevet mit livs mareridt og endda følte mig så stærk på trods af en svag krop. 

Et par måneder senere, elsker mit arbejde, men mit hår er alt for tyndt og er ikke længere min yndlingsting. Lykkerusen, der har føltes så god så længe, har gemt sig en smule. Ikke forsvundet, bare dæmret.

Det er ikke kun lykken at blive transplanteret og komme ud af den onde spiral af sygdom og sygehus. Det første år er hårdt, og lige nu oplever jeg nok en del af det, "der er en del af pakken" - ikke kun lykke. Intet af det, jeg gennemgår nu, kan måle sig med at være syg på venteliste, heldigvis. Alligevel rammer det tungt, fordi jeg nu har prøvet hvor fedt det er at leve normalt. Hvor godt jeg faktisk kan have det i min egen krop og hvordan det er at slappe af og nyde hvor man er.

Engang var jeg uhyggeligt vant til, og komfortabel i, de hyppige tilbagefald. Jeg lærte ikke at kæmpe imod. Det usikre blev det sikre, og trygheden medførte, at jeg lærte min krops mindste symptomer at kende. Transplantation er ikke et quickfix, det vidste jeg. Nu er alt nyt og ingen signaler er velkendte. Det er skræmmende. Tillid til det "normale" forsvinder under sygdom. Jeg lærte ikke at stole på, at de gode perioder ville vare ved, for det gjorde de sjældent. Den følelse forsvandt ikke det sekund jeg blev transplanteret, for ting kunne stadig gå galt, ik'? Det var det, jeg var vant til. 

Men tilliden kom snigende tilbage. Og så kom der bump. Men nu kæmper jeg og lader mig blive fandens påvirket af dem, fordi jeg har så meget at leve for. Jeg har ikke længere lyst at føle, at jeg bare skal overleve for at vente.

Min påvirkning fortæller mig også, at tilliden til, at alt gode en dag vil vare ved ikke er forsvundet - og så er jeg allerede kommet langt.