Gry Gad
Min Historie
af Gry Gad
Forfatter: Gry Gad, 7. november 2023
Hej, mit navn er Gry, jeg er 15 år gammel, går i 9. klasse og så er jeg fra København. Jeg er levertransplanteret og jeg vil gerne dele min historie med jer. Da jeg blev født vejede jeg kun 2,5 kg. Jeg var en rigtig lille baby, og det var der en god grund til. Til min femårs børneundersøgelse hos lægen fandt vi gennem en blodprøve ud af, at mine levertal var alt for høje. Jeg blev sendt til ultralydsscanning af min lever og derfra direkte på Rigshospitalet. Her tog de en masse prøver indtil de fandt ud af, at jeg havde Alfa-1. Alfa-1 er en uheldig genkombination fra min far og mor. Alfa-1-antitrypsinmangel.
Sygdommen dannede arvæv i min lever, som gjorde, at min lever var rigtig svag og ikke var lige så hurtig, som alle mine andre organer. Det, som min sygdom gjorde ved mig psykisk og fysisk var, at jeg havde rigtig dårlig balance. Jeg faldt meget, væltede ofte på cyklen, havde rigtig dårlig mave, især hård mave, hvilket var rigtig ubehageligt for min lille mave, jeg var ekstremt træt hver dag og havde meget svært ved at skulle koncentrere mig, min hud blev grålig og jeg fik tydelige render under øjnene.
I starten af 2016 blev jeg skrevet på ventelisten til en ny lever, få dage efter blev mine forældre ringet op af Riget - det var nu. Efter kun tre dage var en ny lever klar til mig.
Det er stadig ikke gået op for mig, hvor kort tid der gik, og hvor heldig jeg var. Vi var klar på, at der kunne gå flere år før min nye lever kom. Vi var meget uforberedte, og meget forvirrede, da der jo kun var gået tre dage. Vi hastede afsted mod Riget, hvor vi skulle vente i seks timer før jeg kom på operationsbordet.
Min operation gik helt som planlagt og jeg var indlagt i alt tre uger. Jeg fik spist en masse cocopops og fik afholdt et kæmpe maraton på Barbie-film. Der var rigtig mange pårørende, familie og venner, som gerne ville have besøgt mig. Men jeg takkede nej til at de måtte komme, da jeg havde slanger i min mave, en toiletstol inde på min stue og så det, at jeg knap nok kunne gå - det blev for meget med besøg.
Jeg synes, at det var pinligt, hvordan jeg så ud, og at jeg ikke kunne gøre noget selv, jeg husker, at jeg ikke engang havde lyst til at se på mit ar da jeg var indlagt. Det billede af mig selv, mit ar, det husker jeg, at jeg ikke havde lyst til at vise til nogen. Jeg tænker tit tilbage på de her tanker, som jeg havde dengang.. men i dag, så har det fået mig til at tænke "Gry du er så fucking lækker og sej altså wow".
Jeg er stolt af, at jeg kan kalde mig selv for levertransplanteret, selvom jeg er præcis ligesom alle andre 15-årige, der går i skole, har venner og har det megasjovt, så skiller jeg mig kun lidt ud.
Jeg har et stort ar på min mave, jeg tager medicin to gange hver dag, jeg må aldrig drikke, ryge eller lignende og de ting har jeg valgt at tage som en gave.
Jeg værdsætter, at jeg aldrig kommer til at røre en cigaret. Jeg værdsætter, at jeg har seks piller der holder mig i live hver dag. Jeg værdsætter, at jeg aldrig kommer til at drikke - også selvom mine venner gør det. Og så værdsætter jeg, hvilket smukt symbol jeg har på min mave, mit ar. Jeg elsker mit ar, fordi det er sejt og megasmukt, og jeg bærer det med stolthed, som der også ses på mit konfirmationsbillede.
Tak til donor, for at have redet andres liv og mit liv. Tak for, at jeg ikke vidste, hvem du var, tak for at jeg ikke kender dig som person i dag og især tak for at du har eksisteret, så vi andre kunne leve videre.
Jeg er evigt taknemmelig for mit liv, som du har forlænget.