Oliver Schjørring

Min Historie

af Oliver Schjørring

Forfatter: Oliver Schjørring, 1. december 2024

Hej, jeg hedder Oliver. Jeg er 26 år og uddannet VVS'er - på nuværende tidspunkt arbejder jeg dog som hejsmontør. Jeg bor i Valby sammen med min kæreste Cecilie.

I oktober 2023 fik jeg konstateret primær skleroserende cholangitis (PSC), som er en autoimmunsygdom, hvilket vil sige, at mit immunforsvar modarbejder og angriber mine galdegange i og udenfor min lever. Hos mig har sygdommen været enorm aggressiv, og derfor er mine galdegange meget snævre, ligesom den også har dannet arvæv. Mine galdegange fungerer derfor ikke optimalt. Da jeg blev indlagt i oktober 2023 var jeg hårdt ramt af et tilfælde af cholangitis, hvilket medførte, at jeg var helt gul i både huden og øjnene samtidig med, at jeg havde høj feber. Derudover havde jeg tabt 13 kg. på kort tid. På nuværende tidspunkt bliver sygdommen afhjulpet ved, at jeg får indsat et lille plasticrør (stent) i min galdegange, sådan at de udvides. Lægerne har dog vurderet, at denne løsning ikke holder i længden på grund af min tilstand, og derfor er jeg på venteliste til en levertransplantation.

At være på ventelisten til en livreddende operation er mentalt hårdt, og noget, man tænker over hver eneste dag. Det gør også, at man ikke altid er mentalt til stede, og at man til tider også kan virke forvirret. Det lyder måske vildt, men man glæder sig bare til opkaldet kommer. Når telefonen ringer fra et nummer, man ikke kender, så tænker man bare "fuck, nu det nu", og adrenalinen kører rundt i kroppen. Man bliver nervøs og spændt, fordi man tror tiden er kommet.

Tankerne er også på, hvordan livet bliver efterfølgende. Efter transplantationen, når livet ikke længere er på stand-by.