Mit navn er Sille. Jeg er 20 år gammel, dobbelt levertransplanteret og så vil jeg gerne dele min historie. 

Jeg levede et helt normalt lidt, troede jeg var sund og rask, indtil jeg, som 14-årig, begyndte at få en del røde prikker, især på mine arme, og ofte fik næseblod. Jeg tog til hudlægen, som sagde, at det var blodspringninger, og jeg fik taget en masse blodprøver. De viste et alt for høj antal af leverceller som døde. 

Jeg brugte derefter meget tid på hospitalet, da de havde svært ved at finde ud af hvad der var galt, men til sidst diagnoserede de mig med Autoimmun Hepatitis. Det var mit immunforsvar, der var gået imod min egen krop, og især min lever. Intet af det de gav af piller og indsprøjtninger havde en god nok virkning, så de satte mig på ventelisten til en ny lever.

Det kom meget pludseligt, og jeg tror ikke helt jeg var i stand til at forstå det før jeg fik opkaldet 1,5 måned efter.. på min fødselsdag. 

Pludselig ringede min telefon lige inden jeg skulle have kage. Det nåede jeg ikke, leveren var kommet, og jeg skulle hurtigt over på Riget og gøres klar. Kage eller ej, det gjorde ingen forskel, jeg fik min nye lever. Det var endnu bedre, og nok den bedste gave jeg kunne ha' fået! 

Alt gik virkelig godt med den nye lever - lige indtil sommeren 2021, hvor jeg begyndte at blive gul. Mit bilirubin-niveau var højt og hurtigt stigende. Da jeg ikke var til kontrol så tit var det blevet opdaget for sent til, at de ting man forsøgte ville virke. Jeg skulle på listen igen. Det kunne jeg ikke forstå, og jeg var i endnu mere chok end første gang. Nu skulle jeg igennem alt det igen..

Anden gang ramte mig mere, og jeg var enormt ked af det. Jeg var lige ved at kunne kende mig selv og igen kunne føle mig rask. Det var dog en hjælp at vide, hvad jeg skulle igennem og forvente, da jeg jo havde prøvet det før. Der var jo intet at gøre ved det, hvis jeg skulle overleve, så skulle leveren udskiftes igen. Allerede 3 uger efter fik jeg opkaldet, da jeg var på vej i seng.  

Det hele gik igen godt, og jeg var ligesom første gang kun indlagt i 2 uger. Jeg ville bare gerne hurtigt hjem, så jeg kunne komme i skole, da jeg lige var startet 3.G. Men jeg endte med for højt fravær og blev nødt til at lade mig eksaminere i fuld pensum. Jeg blev dog stadig student i sommeren 2022! 

Jeg har været tæt på at dø to gange, hvilket er helt underligt at tænke på, men fordi der er folk derude der har taget stilling, så har jeg fået hele to nye chancer til at leve videre. Det er jeg helt enormt taknemmelig for. Jeg er også mega stolt af mig selv, mit ar, og at jeg har klaret så meget, selvom jeg har været så forhindret.

Jeg lod det ikke stoppe mig på noget tidspunkt, og lige nu er er jeg ved at læse til sygeplejerske